Prisstorm på kaffebønner: Derfor stiger prisen til et historisk niveau

Indholdsfortegnelse
Har du lagt mærke til, at prisen på bønnerne i din kaffemaskine er steget markant de seneste måneder?
Mange forskellige faktorer som for eksempel klimaforandringer og øget efterspørgsel har været skyld i dette, og de har presset prisen på Arabica-bønnen op på det højeste niveau nogensinde. I 2024 slog kaffepriserne rekord efter rekord, og desværre er der udsigt til, at det fortsætter i år 2025. Så hvad kan du forvente, næste gang du skal fylde kaffekværnen?
I dette indlæg dykker vi ned i årsagerne til de stigende priser med formålet om at oplyse dig som forbruger og være transparente omkring, hvorfor du i fremtiden desværre vil opleve prisstigninger på kaffebønner - både i supermarkedet og hos os.
Klimaforandringer forårsager dårlig høst
En af de store årsager til, at priserne stiger er, at klimaet ændrer sig i produktionslandene, hvilket har en direkte påvirkning på høsten af kaffebønner. Vi kan for eksempel nævne Brasilien, som er verdens største kaffeproducent af Arabica-bønnen. Landet blev ramt af den værste tørke i 70 år tilbage i august og september 2024 efterfulgt af kraftige regnskyl i oktober, hvilket har resulteret i, at der ikke er blevet høstet lige så mange kaffebønner, som der plejer. Det betyder, at udbuddet af kaffebønner er blevet mindre, og det har en naturlig påvirkning på, at priserne stiger.
Resultaterne af høsten i Brasilien skaber også bekymringer om høsten i Vietnam, som er den største producent af Robusta-bønner. Vietnam har også, ligesom Brasilien, oplevet både tørke og kraftig regn, og derfor er der en forventning om, at høsten også her bliver mindre, end den plejer. Derfor er priserne på Robusta-bønnen steget til et højt niveau - dog ikke i samme takt som Arabica prisen, men de nuværende høje priser ser vi desværre fortsætte i 2025, så der er ikke udsigt til, at de falder igen lige foreløbig.
Adfærdsændring hos forbrugerne - øget efterspørgsel
Ikke nok med, at udbuddet af kaffebønner er blevet mindre, så er flere og flere begyndt at drikke kaffe verden over, hvilket har øget efterspørgslen på bønner. Efterspørgslen er især stigende i USA, Afrika, Kina, Brasilien og Indien i takt med at klodens befolkning stiger. Kaffebønner er blevet en eftertragtet og eksklusiv vare, som kun dem, der vil betale prisen, kan få fat i.
Især kinesere er de seneste år blevet mere kaffetørstige. I Kina er forbruget af kaffebønner nemlig fordoblet det seneste årti, hvilket helt naturligt ligger et større pres på farmerne, som skal forsøge at matche deres udbud med den forhøjede efterspørgsel.
Grafen herunder viser et billede af, hvordan efterspørgslen, især de sidste 5 år, er vokset højere end produktionen af kaffebønner. I 2024 blev der for eksempel efterspurgt ca. 175 millioner sække kaffebønner, men “kun” produceret 173 millioner sække. Ikke nok med det, forventes forbruget på verdensplan at stige 2,5% om året de næste år, hvilket svarer til 3,5 millioner. sække pr. år.

Kilde: BKI Foods
“Den perfekte storm”
Ud over de førnævnte årsager til prisstigningerne kan også nævnes:
-
Mangel på arbejdskraft
-
Globale forsyningskædeforstyrrelser
-
Svindende globale lagre
-
Logistiske udfordringer
-
Stor interesse fra investeringsfonde
-
Konkurser af råvareeksportører
-
Højere omkostninger til gødning
Dette er blot nogle af de elementer, der presser priserne på kaffebønner op på et historisk niveau, og tilsammen danner de “den perfekte storm” - en sjælden kombination af flere faktorer og omstændigheder, der sammen drastisk forværrer situationen.
Vi står i en kedelig situation, der er forårsaget af en kombination af mange ufordelagtige omstændigheder i verden.
Hvad betyder det for priserne?
Som grafen herunder viser, er prisen på Arabica-bønnen, som står for størstedelen af den globale produktion, steget til vejrs - især siden november 2024. I februar nåede Arabica den højeste pris nogensinde, og det ser desværre ud til at fortsætte.

Kilde: BKI Foods
Ligeledes ses der også en stigning i Robusta prisen. Prisen nåede et højdepunkt i september 2024, og er fortsat opad siden. Stigningen er dog ikke lige så drastisk som prisen på Arabica-bønnen, men den ligger på et meget højt niveau, og ser også ud til at fortsætte i 2025.

Kilde: BKI Foods
Hvad så nu?
Vi er selvfølgelig rigtig kede af hele situationen, da kaffe er vores omdrejningspunkt og fælles interesse, og det knuser vores hjerte, at markedet er så presset og udfordret, som vi ser det lige nu. Vi ønsker at kunne tilbyde dig de smagfulde kaffebønner, som du kender, til en fair pris.
På den positive side er der en forventning om, at produktionen af kaffebønner vil stige pga. bedre management, og flere vil dyrke kaffe, men desværre forventes det ikke at kunne kompensere for den stigende efterspørgsel, som vokser hurtigere end produktionen af bønner. Der forskes dog i alternativer til at blende i kaffen, så man måske på sigt kan få flere poser bønner ud af den mængde, der høstes.
Hvad betyder det, næste gang du skal fylde kaffedepotet?
På trods af de mange udfordringer i markedet samt de stigende priser vil vi fortsætte med at tilbyde højkvalitets kaffebønner, som du er vant til.
Indtil nu har vi ikke hævet vores priser på kaffebønner i samme takt som prisstigningerne, men det bliver vi desværre nødt til at gøre nu, da de drastiske prisstigninger giver for store omkostninger for os hver eneste måned til, at vi selv kan dække dem.
Derfor har vi den seneste måned varslet om, at der snart indtræder prisstigninger på vores kaffebønner. Det betyder, at du desværre vil møde en lidt højere pris, næste gang du skal fylde kaffe depotet - og det er ikke kun hos os. Prisstigningerne har konsekvenser for hele kaffemarkedet, så også supermarkeder og andre kaffeforhandlere vil være nødsaget til at hæve priserne.
Du kan i 2025 risikere at opleve, at der er udsolgt på nogle specifikke bønner i en længere periode, fordi de ikke kan skaffes hjem. Vi har for eksempel fået en melding fra vores kaffeproducent om, at vi desværre først kan få vores lækre økologiske Mount H bønner hjem til oktober 2025. Dette er blandt andet fordi, det er blevet vanskeligere at få fat i økologiske bønner pga. den øgede efterspørgsel.
Hold øje med vores kaffetilbud
Vi elsker, når I får noget for pengene, så derfor vil vi fortsætte med at lave gode kaffetilbud til jer på vores mest populære bønner. Vores bedste råd, hvis du vil spare penge på dine bønner, er derfor at holde øje her på siden og sørge for at købe stort ind, når du finder et godt kaffetilbud.
Du kan se alle vores kaffetilbud her.
Kilder:
- BKI Foods
- https://www.bbc.com/news/articles/c36pgrrjllyo
- https://www.berlingske.dk/business/tak-for-kaffe-priserne-paa-det-sorte-guld-slaar-alle-rekorder?gaa_at=eafs&gaa_n=AerBZYMIKEiBSWTC0-aSrmKxbTyKpyoz7FhGIC2hiKRUwZWoRLbG_tBg8vnYkQb0lT0%3D&gaa_ts=67a9c655&gaa_sig=hY3wN7sp5aUoc6vJ-KiBsLfnRzwjEKAYeI6_DE3RtLbcvirK_OJOR0_ZogyfmM3sdFguh80BjUlp2EEUC2G6gA%3D%3D
- https://nyheder.tv2.dk/samfund/2025-02-01-kaffepriser-stiger-til-ekstremt-niveau
- https://www.coffeekilimanjaro.com/education/coffee-supply-shock-the-perfect-storm
- https://fyens.dk/erhverv/kaffeleverandoer-kaemper-mod-skyhoeje-priser-det-er-den-perfekte-storm
Relaterede produkter
Rigtig Kaffe Super Crema 6kg Hele kaffebønner

Rigtig Kaffe Crema Intenso 6kg Hele kaffebønner

Rigtig Kaffe Organic Mixpakke 8 Varianter

Rigtig Kaffe & Segafredo Bestsellers Mixpakke 6kg Hele kaffebønner
