Forskellen på en fuldautomatisk, automatisk og semiautomatisk espressomaskine?
Der er mange gode espressomaskiner på markedet i dag, og der findes et hav af løsninger og muligheder inden for verdenen af espresso, men hvad er forskellen på en semiautomatisk, en automatisk og en fuldautomatisk espressomaskine - og hvad skal du vælge?
Espressomaskinen bliver til
I 1938 tog Achille Gaggia patent på en dampfri kaffemaskine, som brygger ved hjælp af tryk ved at tvinge vand gennem malet kaffe. Dette patent blev starten på italienske Gaggia, og dette patent er grundlaget for espressomaskinerne, som vi kender og elsker dem i dag.
I dag er Gaggia en ud af mange, der producerer og specialiserer sig indenfor espressomaskiner, og udvalget er vokset eksplosivt. I dette blogindlæg vil vi forsøge at guide dig frem til, hvilke fordele og ulemper, der kan være ved de forskellige typer i forhold til dit behov.
Semiautomatisk espressomaskine | Automatisk espressomaskine | Fuldautomatisk espressomaskine |
Forskellen på de tre maskintyper
De væsentligste forskelle har vi valgt at illustrere i dette skema, for at give et overordnet indtryk af de forskellige maskiner. Længere nede i dette indlæg kan du læse en gennemgående beskrivelse af, hvad de forskellige typer espressomaskiner kan.
Semiautomatisk | Automatisk | Fuldautomatisk | |
Indbygget kværn | Nej | Ja | Ja |
Mælkesystem | Steamer | Steamer | Automatisk |
Automatisk brygning | Nej | Ja | Ja |
Automatiske mælkedrikke | Nej | Nej | Ja |
Automatisk rengøring | Nej | Ja | Ja |
Hvad er en semiautomatisk espressomaskine?
En semiautomatisk espressomaskine kaldes også for en manuel espressomaskine - her investerer du i et håndværk og hele oplevelsen i arbejdet med at brygge kaffe. Det kan lyde omstændigt, men når først man forstår princippet og teknikken, så er det faktisk ganske let, og resultatet er i en klasse helt for sig selv med det primære fokus at få den mest optimale aroma og crema.
Kaffebrygningen på en semiautomatisk espressomaskine sker ved, at du hælder fintmalet kaffe i dit portafilter, hvorefter du skal stampe kaffen med en tamper - her sikrer du, at vandet får den rette gennemløbstid (ca 20-25 sekunder) gennem kaffen. Er gennemløbstiden for kort får du blot en tynd kaffe, og er gennemløbstiden for lang, så får du typisk en bitter og meget lille espresso. Du kan læse mere om tampere og teknikken her.
Portafilteret sættes nu fast på maskinen, og du skal blot tænde for vandet, og lade din friskbryggede espresso løbe ned i din kop.
Princippet i brygningen er den samme på alle semiautomatiske maskiner - nogle er mere tekniske end andre, og har fx muligheden for at programmere den ønskede kaffemængde, hvor det ved andre styres manuelt.
En semiautomatisk espressomaskine kræver ekstraudstyr for det absolut bedste resultat, og dette bør man helt klart inkludere i sine overvejelser i forhold til fx budget.
Vi anbefaler, at du køber følgende udstyr:
- Espressokværn
- Tamper
- Mælkepitcher
- Stampemåtte/tamper station
Espressokværn | Mælkepitcher | Tamper | Tamper station |
En espressokværn er et must, hvis du skal opnå det bedste resultat med mest mulig aroma og crema. Der findes mange typer malet kaffe på markedet, men det er ofte malet til filterkaffe, og egner sig dermed ikke til en espressomaskine, fordi det kræver en finere formalingsgrad, for at undgå, at vandet fiser igennem under brygningen. Formalet kaffe er desuden ofte for tørt til espressobrygning, og man får derfor ikke den optimale smag ud af kaffen.
Der findes mange espressokværne på markedet, og du kan læse meget mere om udvælgelsen her.
Er en cappuccino eller latte blandt dine favoritter, er en mælkepitcher i stål nødvendig, da semiautomatiske maskiner er udstyret med en steamer, som ved hjælp af damp skummer og varmer mælken. Opskumningen kræver rotationer i mælken, og dette kan kun opnås ved hjælp af en stålkande. Du kan læse mere om opskumningen af mælk her.
Hæld nu den ønskede mængde mælk i et stort glas, og kom et espressoshot i - nu har du en cremet og lækker drik, som du kender fra cafeerne.
Vedligeholdelsen af en semiautomatisk espressomaskine er ligeledes manuel. Her er det vigtigt at huske at afkalke og rengøre maskinen efter de rette foreskrifter og med de rette produkter. Du kan læse mere om den daglige vedligeholdelse her.
En semiautomatisk espressomaskine til dig, der godt kan lide at have fuld kontrol over din kaffebrygning, og som godt kan lide at "gøre arbejdet selv".
Hvad er en automatisk espressomaskine?
En automatisk espressomaskine er i princippet en kombination af den semiautomatiske og en kværn - denne type maskine har nemlig indbygget kværn og klarer dermed hele arbejdet for dig.
Med en automatisk espressomaskine kan du ved hjælp af blot et tryk på en knap brygge 1-2 kopper kaffe eller espresso. Maskinen maler først den mængde kaffe, den skal bruge, hvorefter det sendes ned i et lille kammer i maskinens brygenhed. I brygenheden tampes kaffen, hvorefter vandet løber igennem og kommer ud som friskbrygget kaffe.
En automatisk espressomaskine har en steamer, så hvis du ønsker at brygge en latte eller lignende mælkedrikke, foregår det ved hjælp af en stålkande og damp - præcis samme metode, som ved en semiautomatisk espressomaskine.
Denne type espressomaskine giver dig mulighed for, at vælge hvor stærk en kaffe du ønsker - jo stærkere du vælger, jo mere kaffe maler maskinen til den enkelte kop. Ofte har du også muligheden for at vælge, hvor stor en kop kaffe, du ønsker.
Rengøringen og vedligeholdelsen af en automatisk maskine er ofte noget, som maskinen klarer selv. Du skal blot sætte den i gang og sørge for, at de rette produkter anvendes.
En automatisk espressomaskine er til dig, der nyder en god kop kaffe og sætter pris på smagen og oplevelsen - uden for meget besvær.
Hvad er en fuldautomatisk espressomaskine?
En fuldautomatisk espressomaskine brygger kaffe og espresso præcist som en automatisk maskine. Her er ligeledes indbygget kværn, som maler den portion kaffe, der skal til den enkelte kop.
Den helt store og klare forskel på en automatisk og en fuldautomatisk espressomaskine er, at den fuldautomatiske har et automatisk mælkesystem, så du ved blot et tryk på en knap kan brygge cappuccino og latte macchiato! Denne type maskine er ofte udstyret med en mælkeslange, som placeres i din mælkekarton. Maskinen suger selv den rette mængde mælk op, varmer den og skummer den, hvorefter den løber ud i din kop, efterfulgt af kaffen. I visse tilfælde er maskinerne udstyret med en mælkekaraffel, men det afhænger af mærke og model.
Fordi den fuldautomatiske maskine har et automatisk mælkesystem betyder det også, at den har en lang række kaffe- og mælkedrikke på programmet, hvor en automatisk ofte blot har kaffe og espresso. Du har dermed flere valgmuligheder og indstillingsmuligheder, så du får den kaffe, du bedst kan lide.
Fuldautomatiske espressomaskiner har en indbygget software, der fortæller, hvornår det er tid til rengøring, filterskift og meget mere, og processerne skal blot sættes i gang. Som ved de to andre maskintyper er rengøringen en vigtig proces, og vi anbefaler, at der bruges de originale plejeprodukter, som passer til maskinen.
En fuldautomatisk espressomaskine er til dig, der nyder en god kop kaffe og/eller drikker mælkedrikke, og som vil have mindst muligt besvær ved brygningen.
Hvad skal du vælge?
Det er vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvad du forventer af espressomaskinen, og hvor meget tid du selv vil bruge på kaffebrygningen og evt opskumning af mælk.
Ved en semiautomatisk maskine får du fingrene ned i håndværket og får følingen med at brygge kaffen, hvor du ved en automatisk/fuldautomatisk espressomaskine får en intelligent maskine, der selv klarer arbejdet.
Vi anbefaler at du kigger på dit behov og forsøger at se lidt fremad, så du vælger en maskine, som er "fremtidssikret". En espressomaskine er en investering, som kan holde i mange år og din smag udvikler sig måske med tiden.
Hælder du fx til en automatisk espressomaskine, skal du overveje, om du kommer til at mangle det automatiserede mælkesystem og de flere indstillinger, som du fx får ved en fuldautomatisk maskine.
Hælder du til en semiautomatisk espressomaskine, er det vigtigt at huske, at teknikken skal læres og at kaffebrygningen er mere manuel end du måske er vant til. Det er ikke besværligt eller problematisk, men det er ærgerligt at fortryde.
Er du stadig i tvivl eller har du spørgsmål til de forskellige maskiner i vores sortiment er du naturligvis altid velkommen til at ringe til os eller sende en mail, og vi vil vejlede dig i dit valg af espressomaskine.
Relaterede indlæg
-
Miele Espressomaskine test (2022): Vi kårer den bedste Miele espressomaskine Udgivet d. 14/05 2021 14:18:22
-
Siemens espressomaskine test (2022) : Vi finder årets testvinder maskine Udgivet d. 25/07 2021 11:28:40