Hvordan bliver kaffen produceret? Fra plante til pose
Kaffebønnen har allerede oplevet rigtig meget, inden den kommer hjem til dig. Den har startet sit liv som et lille, rødt kaffebær på en busk højt oppe i bjergene omkring Ækvator. Men hvordan bliver bærret til den mørkebrune bønne? Her kan du læse mere om kaffeproduktionen - helt fra starten på planten til de færdige bønner ender i posen.
Buske, træer og røde bær
Kaffeplanten starter som et lille frø, der bliver plantet i jorden. Det tager 3-4 år før det bliver til en busk eller træ, som kan bære frugt. Kaffebusken får røde bær, der høstes til kaffe. De røde kaffebær indeholder to kerner, og det er disse, som er kaffebønnerne (selvom de egentlig ikke har en bønne at gøre med bønner).
De fleste kaffeplanter bliver dyrket højt over havets overflade. De lave temperaturer sikrer en længere modningsproces, og den langsomme modning giver mere smag til kaffen. For at få den bedste kaffe skal bønderne være opmærksomme på faktorer som jordens tilstand, skyggeforhold og vanding.
Dyrkningsmetoderne varierer alt efter, hvor i verden kaffen gror. Derudover spiller klima, vækstforhold, økonomiske ressourcer samt viden og erfaring en vigtig rolle. Disse faktorer er i sidste ende også med til at afgøre kaffens kvalitet.
Kaffehøsten skal i hus
Når kaffebærene skal høstes, er der 3 forskellige måder at gribe processen an. Den første er selektiv høst, hvor kaffeplukkere håndplukker de modne kaffebær. Den anden er flå-metoden - også kaldet stripning - hvor både bær, blade og kviste lander på store duge under træet.
Sidst er der mekanisk høst, der ofte bruges på store plantager. Høstmaskinerne ryster alle bær af kaffetræet; det betyder, at både modne og umodne bær bliver høstet samtidig, og umodne bær bliver sorteret fra og brugt til lavere kvaliteter.
Skil kødet fra kaffebønnerne
Der er to forskellige metoder til at fjerne frugtkødet og hinder fra kaffebønnerne. Den ældste er den tørre metode, hvor kaffebærrene ligger til tørre i solen, indtil bønnerne kan “knækkes” fri fra frugtkødet. Tørreprocessen tager 2-3 uger, hvor bærrene skal vendes flere gange dagligt for at sikre en ensartet tørring. Om natten samles bærrene i bunker og dækkes til, så de er beskyttet mod fugt. Når bønnerne er tørre, fjernes frugtkødet af en maskine, hvorefter bønnerne renses og sorteres mekanisk.
Den våde metode kræver (måske ikke så overraskende) mere vand. Det er en forholdsvis dyr proces, der tager 4-6 uger. Her bliver kaffebærrene lagt i store kar med varmt vand i minimum 12 timer. Det varme vand sætter gang i modningsprocessen, og for at stoppe den igen, skal kaffen efterfølgende i koldt vand.
Så bliver kaffebærrene ført med rindende vand til en “afpulper”, der fjerner frugtkød, men efterlader en hinde, der indeholder glucose. Herfra føres bønnerne videre til en fermenteringstank, hvor de skal gennemgå en kontrolleret gæringsproces, som kun kan lade sig gøre pga. glukosen. Efter gæringen vaskes bønnerne i rent vand og lagt til tørre. Til sidst fjernes den lille hinde, og bønnerne er klar til deres videre færd.
Når frugtkødet er fjernet fra bønnerne er kaffebondens arbejde færdigt, og de grønne kaffebønner er klar til at blive solgt til grossister og eksport. Kaffe kommer faktisk ind på andenpladsen som den mest solgte vare i verden; kun efter olie, og foran både kul, kød, hvede og sukker.
Så skal kaffen ristes
Du har sandsynligvis aldrig set en grøn kaffebønne, men det er altså sådan, alle kaffebønner starter. Den karakteristiske brune farve kommer først frem ved ristningen. På de store risterier bruger de typisk en tromlerister eller tallerkenrister. Hvor varmt og hvor længe bønnerne ristes afgør, om bønnerne bliver ristet lyst, mørkt eller et sted midt imellem.
Herefter pakkes kaffen i poser, som du kan købe. Noget males allerede på risteriet, men du får den bedste kaffe, hvis du køber hele kaffebønner og selv maler dem umiddelbart inden, de skal bruges.
Relaterede indlæg
-
Grønne kaffebønner - Hvorfor er kaffebønnerne grønne og hvordan skal de ristes? Udgivet d. 24/04 2021 11:03:44