Grønne kaffebønner - Hvorfor er kaffebønnerne grønne og hvordan skal de ristes?

24/04 2021 : Kaffeviden
Grønne kaffebønner - Hvorfor er kaffebønnerne grønne og hvordan skal de ristes?

Har du grønne kaffebønner, du ikke ved, hvad du skal stille op med, eller vil du gerne vide mere om, hvordan man kan komme i gang med at riste bønner selv?

Læs med her, og find ud af, om grøn virkelig er det nye sort.


Hvad er grønne kaffebønner?

De kaffebønner, du ser i dit lokale supermarked, er brune - næsten sorte. Det skyldes den ristning, de har været igennem. Inden de bliver ristet, er kaffebønnerne nemlig grønne. 

Kaffe kommer fra kaffetræet, der gror langs ækvator. Træet får røde bær, som ligner kirsebær, og ligesom sten i kirsebær findes der indeni disse bær en lille kerne. Når frugtkødet er fjernet, bliver kernerne - bønnerne - tørret. En grøn kaffebønne er altså en rå kaffebønne, der er blevet tørret.

De tørrede grønne kaffebønner kan holde sig næsten evigt, og derfor egner de sig rigtig godt til eksport. Når først kaffebønnerne er blevet ristet, mister de hurtigt deres smag; og det går endnu hurtigere, når de ristede bønner er blevet malet. 

Uanset om du selv vil riste dine kaffebønner, bør du altid bruge friskkværnet kaffe, når du brygger din yndlingsdrik. Skaf dig en god kaffekværn, hvis du ikke allerede har en.


Ristning af grønne kaffebønner

Det mest oplagte at gøre, hvis du får fingre i grønne kaffebønner, er selvfølgelig at riste dem. Selvom det ikke er lige så nemt som at smide en bolle på brødristeren, kan du faktisk sagtens riste din kaffe selv.

Det er en helt videnskab at riste kaffebønner, men det kan lade sig gøre med ganske lidt udstyr. På YouTube findes der masser af videoer, som kan guide dig til at riste grønne kaffebønner. En af de letteste metoder er at riste bønnerne på en tør, varm wokpande (gerne af støbejern) og bruge et piskeris til at vende dem med.

Hvis du ikke har en wokpande eller ikke gider stå og røre, mens bønnerne rister, kan du lægge dem i et enkelt lag på en bradepande og putte dem i ovnen. Uanset hvilken metode du vælger, skal du sørge for god udluftning, da processen godt kan give lidt røg i køkkenet - og du vil ikke starte røgalarmen, vel?

De grønne kaffebønner vil nu blive mørkere og vokse - op til 25% større. Hvis du lytter, kan du høre dem knitre og poppe ligesom popcorn. Det er vigtigt ikke kun at bruge øjne og næse som hjemmerister, men også ørerne da du med lidt erfaring kan høre, hvor langt i risteprocessen du er.

Knækkene, du hører, skyldes, at de grønne bønner (selvom de er tørrede) indeholder 12-15% vand, og når det fordamper, udvider bønnerne sig. Umiddelbart efter første “knæk” har du en meget lys rist. Bønnerne kan “knække” to gange; anden gang skyldes, at kaffebønnernes struktur begynder at kollapse - så har du en meget mørk rist.

Hvis bønnerne bliver ristet ved høj varme i kort tid bevares flere aromaer, og du vil få en mere frugtagtig kaffe, mens en længere ristning ved lavere varme kan give en nøddeagtig smag. Jo længere du rister dine rå bønner, des mørkere ristning får du.

Føler du ikke for at riste dine bønner selv, findes der heldigvis et utal af muligheder for at købe hele kaffebønner, allerede ristet som du kan lide dem.


Slank med grønne kaffebønner?

Flere hævder, at uristede grønne kaffebønner er et mirakelmiddel, der kan hjælpe med vægttab eller har en positiv effekt på sukkersyge, men der findes ikke studier, der definitivt beviser disse effekter.

Disse påstande kommer sig af, at der i de grønne kaffebønner er et meget højt indhold af chlorogensyre - bedre kendt som antioxidanter - hvor en stor mængde går tabt, når bønnerne bliver ristet. Antioxidanter kan blandt andet hæmme frigivelsen af glukose til blodet efter et måltid.


FAQ om grønne kaffebøner

  • Er grønne kaffebønner en speciel slags kaffe?
    Nej, alle kaffebønner er grønne, inden de bliver ristet. Alt efter hvor friske de er, kan farven variere fra dyb grøn til lys brun.

  • Hvad gør grønne kaffebønner?
    De grønne kaffebønner giver dig muligheden for at få helt friskristet kaffe, hvor du selv har fuld kontrol over ristningen.

Relaterede indlæg

Del dette indlæg