Sønderjysk kaffebord - Danskhed, sang og kager
Det sønderjyske kaffebord opstod i tiden efter 1864, hvor Sønderjylland blev tysk. For stadig at kunne samles om den danske nationalfølelse med ligesindede, mødtes sønderjyderne i forsamlingshusene, hvor de holdt møder og sang danske sange.
Tyskerne forsøgte at komme disse møder til livs ved at nægte forsamlingshusene spiritusbevilling, men det slog ikke de dansksindede sønderjyder ud. I stedet blev der efterfølgende drukket kaffe og spist kage. Det blev hurtigt et overdådigt sammenskudsgilde, hvor husmødrene forsøgte at overgå hinanden med de bedste og flotteste kager.
Efterhånden som skikken også blev udbredt til private hjem, blev traditionen udvidet med “nøden”. Værtinden “nødede” (pressede, red.) gæsterne til at smage på alle kagerne, så hun ikke tabte ansigt. Ved nærmest at tvinge kage over på gæsternes tallerken kom værtinden til at fremstå som værende meget gæstfri.
Selv nu, over 100 år efter, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark, holder sønderjyderne det traditionelle kaffebord i hævd. Men med 14, 21 eller endnu flere forskellige kager, kan det for udenforstående virke uoverskueligt; hvad skal der være på et rigtigt sønderjysk kaffebord, og hvor skal man starte?
Hvad skal der være på et sønderjysk kaffebord?
Det sønderjyske kaffebord er en del af den danske kaffehistorie, men kaffen er slet ikke det vigtigste – den bruges hovedsageligt til at skylle den enorme mængde kager ned. Det ville i virkeligheden være mere naturligt at kalde det et sønderjysk kagebord – men måske vil de hellere sige, at de skal til kaffe, end at de skal over og æde sig igennem mindst 14 forskellige kager.
Traditionelt skal det sønderjyske kaffebord have 7 bløde og 7 sprøde kager – nogle har endda inkuderet 7 fløde, så der er rigeligt kage at kaste sig ud i. Ordlyden varierer lidt, nogle steder hedder det “syv bløde, syv tørre og syv hårde”, andre steder har de “syv cremet” i stedet for bløde eller fløde. Fra nu af kalder vi det dog bare “7 bløde, 7 sprøde og 7 fløde” – det klinger ligesom godt.
Nogle kager er fuldstændigt uundværlige for at lave et rigtigt sønderjysk kaffebord; pomle (boller), kringle, brø’torte (rugbrødslagkage), knepkager, som er tynde, sprøde småkager, der har navn efter lyden, det giver, når man bider den over, og sidst, men ikke mindst, “ingenting”, der er småkager med en slags mandel-marengs på.
Andre populære kager er honningkager, søsterkage, der er en tung, krydret skærekage med rosiner, stribetorte eller striftorte, som er en lagkage med ribsgelé, kys og klap, der minder om kyskager, fedtkager, gode råd, hvilket er helt tynde småkager, som minder om en vaffel, og klejner, der bliver kaldt “Vrejn drænge å piche” (vredne drenge og piger, red.).
Sønderjysk kaffebords regler
Et kaffebord i Sønderjylland er noget helt for sig selv; et imponerende kagebord med mindst 14 forskellige slags. Men rækkefølgen på kagerne er fuldstændig ufravigelig; først bløde så fløde og sidst sprøde. Selvfølgelig skal der også være varm kaffe i termokanderne.
De bløde kager
De bløde: Man starter med “stopkager”, der skal lægge en god bund, for eksempel pomle, kringle og søsterkage. Herefter kommer formkagerne som sandkage, bradepandekager (pladekager), honningkage og kiksekage.
De cremede kager
Fløde - de cremede kager: Dernæst roulader, flødekager og lagkager, som sønderjyderne kalder torte (tærte, red.). Skal det være rigtig fint, kan strømmen af cremede kager afsluttes med en konditorkage som et gåsebryst eller en napoleonskage.
De sprøde kager
De sprøde: Til sidst kommer småkagerne; mindst 7 forskellige; knepkager, gode råd og fedtebrød er klassikere. Det hele rundes af med “ingenting” – for det har man jo altid plads til.
Flere steder i Sønderjylland kan du få serveret et vaskeægte sønderjysk kaffebord. Den første søndag i måneden laver Gram Slot sønderjysk kaffebord med 7 bløde, 7 tørre og 7 hårde kager. Her vil du ofte møde unikke sønderjyske kager som Vestslesvigske knepkager og Christiansfelder honningkage.
Vil du selv byde dine gæster på et sønderjysk kaffebord, skal du i gang med forberedelserne i god tid. Det tager cirka en uge for en person at få alle kagerne klar. Det er også værd at anbefale, at du inviterer 15-20 personer, for det er et kæmpe arbejde at stille an med et rigtigt sønderjysk kagebord. Med en kaffemaskine kan du lettere klare ekstra kaffebrygning undervejs i arrangementet, uden at du behøver forlade selskabet.
Kilder:
https://www.arla.dk/opskrifter/artikler/sonderjysk-kaffebord/