Kaffens indtog i Danmarkshistorien: Den danske kaffehistorie

23/12 2021 : Kaffeviden
Kaffens indtog i Danmarkshistorien: Den danske kaffehistorie

Kaffens indtog i Danmarkshistorien

Kaffe omtales for første gang i Danmark i 1665. Den første kaffe kom til Danmark midt i 1600-tallet, men i de første årtier var den en meget eksklusiv drik, som kun de velhavende havde råd til. Kaffen blev mere udbredt i Danmark i løbet af 1700-tallet. I første omgang var det det bedre borgerskab, der tog kaffen til sig, men langsomt blev kaffe et samlingspunkt for mange danske familier. 

I slutningen af 1700-tallet blev kaffedrikning almindeligt kendt blandt bønderne, der udgjorde over 75% af den danske befolkning. De havde aldrig haft råd til te, så kaffen vandt hurtigt popularitet i landområderne, og det medførte, at Danmark i starten af 1800-tallet gik fra at være et primært tedrikkende land til et land af kaffedrikkere. 

Med stavnsbåndets endelige ophævning i 1800 fik bønderne frihed til at rykke fra de overbefolkede landområder ind til byerne, hvor de blev fabriksarbejdere, og de tog kaffekulturen med sig fra landet til byen. På den måde kom den te-drikkende overklasse hurtigt i undertal i forhold til industriarbejdernes og landbefolkningens kaffekultur.


Dansk kaffekultur er essensen i hygge

Med støbejernskomfurets indtog i de danske hjem i 1830’erne blev det mere almindeligt at bage boller og kager, og kogebøgerne fra 1850’erne bugner med opskrifter på hjemmebagte kager til kaffebordet. Det famøse sønderjyske kaffebord opstod efter 1864 i det daværende tyske Sønderjylland, hvor dansksindede mødtes i forsamlingshuse til foredrag og fællessang - altid akkompagneret af et kaffebord med overvældende udvalg af hjemmebagte kager. På den måde kunne de holde fast i den danske hygge under tysk herredømme.

Den særlige danske hygge er tæt knyttet til kaffens daværende rolle som social lim i uformelle sammenkomster. Improviserede hyggepauser ved det varme komfur eller generelt samvær uden strikse invitationer, fasttømrede selskabsformer eller fin borddækning med sølvtøj og porcelæn. Bare en lille kaffepause i det daglige arbejde, hvor man kunne gå ind i det varme køkken og få skænket en kop kaffe direkte fra Madam Blå i en skåret kop - for mange var det selve essensen af hygge.

Andre tog kaffen og hyggen med til udflugtspavilloner uden for byen, hvor kaffetørstige familier kunne nyde en søndag i det fri. Dampdrevne udflugtsbåde var også populære i årtierne omkring 1900, og kaffe-udskænkningssteder begyndte at dukke op omkring udflugtsmålene. Med andre ord var den danske hygge sandsynligvis aldrig opstået uden vores kaffekultur.


Med kaffen som våben

Rykket fra land til by medførte desværre et foruroligende forbrug af brændevin blandt industriarbejderne, der sagtens kunne drikke alle pengene op på den ugentlige lønningsdag. I et forsøg på at gøre arbejderne ædru - og forhindre at familiens husholdningspenge endte på værtshuset - brugte man fra år 1900 kaffevogne som “våben” i kampen mod brændevinen.

Det var en stor succes, og i de følgende årtier indførte større industriarbejdspladser et marketenderi (forløberen for det moderne cafeteria), hvor arbejdere kunne købe kaffe og et billigt måltid mad og nyde deres middagspause i et lunt lokale. 


Fra rationeringsmærker til kaffemaskiner

Før Anden Verdenskrig var Danmark den mest kaffedrikkende nation i verden, men under krigen faldt forbruget, fordi erstatningskaffe lavet af cikorierod erstattede kaffebønner, der var nærmest umulige at få fat i under krigen og derfor under rationering. Efter krigen, hvor der igen kom kaffe i butikkerne, steg forbruget igen, og mange danske husstande fik en kaffemaskine

I dag er vi stadig blandt verdens mest kaffedrikkende lande, og kaffen sætter stadig rammerne for vores sociale liv - både på jobbet og privat. Vi er en af de mest kaffeelskende nationer, og derfor kan kaffen skabe en samhørighedsfølelse for os. “Kom forbi til en kop kaffe” eller “Lad os mødes over en kop kaffe” er helt almindelige vendinger, der dækker over hyggelige og uformelle møder.

Den største forandring i kaffe er dog kommet indenfor de seneste 30 år, hvor caféer med espressokaffe har vundet indpas overalt i de danske byer efter fransk og sydeuropæisk inspiration. Den seneste trend er mikroristerierne, der sælger specialimporteret gourmetkaffe fra særligt udvalgte kaffefarme.

Kaffedrikningen er stadig noget, vi er fælles om, men det er blevet almindeligt, at hver enkelt kaffedrikker får sin individuelle kaffefavorit, med der er stadig status i, at kunne fremvise det nyeste og mest udsøgte kaffeudstyr.


Hvad er kaffe?

“Kaffe” er navnet på både planten, dens frø (der måske er bedre kendt som bønner) og en populær varm drik. Der findes over 30 forskellige arter af kaffetræer, men vi fokuserer kun på to; Arabica og Robusta. Kaffeplantens frugter kaldes bær, og de minder lidt om kirsebær. I midten findes to frø - det er de grønne kaffebønner. Først når bønnerne bliver ristet, skifter de farve til brun. Herefter kan kaffebønnerne males for at brygge kaffe.

Hvordan brygger jeg kaffe?

Da kaffen først kom til Danmark nøjedes man med at riste bønnerne på en tør pande, knuse dem i en almindelig morter og overhælde dem med kogende vand, der blev øst op fra den store, åbne kedel, der hang i ildstedet. Omkring 1700 begyndte kaffekværne og lukkede kobberkedler med hældetud at dukke op i de mere velhavende hjem.

I dag findes der et utal af bryggemetoder; espressokander, vakuumbryggere, espressomaskiner, stempelkander, slow brew, filterkaffe og meget andet. Hvordan du brygger kaffe afhænger af din valgte metode, men der skal altid bruges vand og malet kaffe. Vil du lave en lækker latte eller cremet cappuccino som dem, du bestiller på caféerne, får du brug for en mælkeskummer.

Hvordan bliver kaffen produceret?

Kaffen har været på noget af en rejse, inden den lander i din kop. Når de røde kaffebær er modne, bliver de høstet, og frugtkødet bliver fjernet fra bønnerne. Derefter lægges de grønne kaffebønner til tørre, og så er de klar til at blive fyldt på sække. Bønnerne bliver først ristet, når de kommer tættere på deres endestation. Her kan du læse mere om, hvordan kaffen bliver produceret fra plante til pose.

Hvordan opbevarer jeg kaffe?

De ristede hele kaffebønner holder bedst på smag og aroma, hvis de bliver opbevaret mørkt, køligt, tørt og i en lufttæt beholder. Selvom bønnerne opbevares efter alle kunstens regler, kan de ikke holde på smagen i det uendelige, og som tommelfingerregel er de bedst indenfor 3 måneder. Kaffebønner bliver ikke decideret for gamle, men de bliver mere kedelige og smagløse med tiden. Allerede 3 uger efter ristning begynder bønnerne at miste aroma og smag, fordi de afgasser. Vil du vide mere, så tjek vores blogindlæg “Sådan opbevarer du din kaffe”.

Hvordan ristes kaffebønner?

Under ristningen varmes bønnerne op for at danne smag og aroma. Kaffebønner kan være lys, medium eller mørkristede, alt efter hvor længe og hvor varmt, de ristes. Klik på kend din kafferistning, hvis du vil lære mere om processen.


Kaffens historie

Hvordan kaffen først blev opdaget vil for evigt svæve i det uvisse, men myten siger, at en hyrde opdagede, hans geder blev friskere af at spise de røde kaffebær, hvorfor han tog dem med tilbage til klosteret, hvor munkene drak et afkog af bærrene, der gav dem mere energi.

De første sikre beretninger om kaffe stammer fra omkring år 1450, hvor især de lærde drog nytte af den opkvikkende effekt. Frem til 1700-tallet havde araberne eneret på kaffedyrkning, og de gjorde alt for at forhindre udsmugling af kaffe. Det lykkedes dog en hollænder at stjæle levedygtige kaffeplanter, som blev bragt til deres kolonier på Java og Sri Lanka, og sådan bredte kaffeproduktionen sig gennem 1700-tallet.

De første sække med kaffebønner kom til Europa i 1615, og i løbet af århundredet begyndte der at åbne kaffehuse rundt omkring. Især i Tyrkiet og de arabiske lande blev kaffehusene hurtigt et populært sted for lærde at mødes og udveksle nyheder, og skikken bredte sig i Europa.


Kaffe verden rundt

I over 150 år har Brasilien været verdens absolut største producent af kaffebønner, og i dag står de for ca. 35% af verdens samlede produktion. 80% af deres bønner er Arabica. Danmark ligger på fjerdepladsen i kaffedrikning, men hvilket land drikker mest kaffe?

Kilder:
https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/den-danske-kaffehistorie-1665/

Del dette indlæg